Det er noget rod... inat drømte jeg igen igen igen om J. Mens jeg lå ved siden af Mr. Det holder jo ikke. Hver gang jeg vågner af de drømme, føler jeg en afsindig afmagt, og savn og følelsen af at være blevet ladt i stikken af den man aller mest stoler på i hele verden.... som om det lige er sket. Jeg tudbrøler indeni. Det brænder af savn, stadig. I drømmen føles det som om det sker lige her og nu ... og sidder i kroppen en lille rum tid efter jeg er vågnet.

Og i nat var det absurd, fordi Mr. lå i min seng... Jeg tror sgu egentlig, han er lidt ligeglad... vi er ikke vilde med hinanden, men vi nyder hinandens selskab. Men inat da jeg vågnede, var jeg sur over, at han lå der og sov og var så pisse udeltagende. Jeg kunne jo ikke vække ham og trykke mig ind til ham og græde over savnet efter en anden, ligegyldig, hvor ligeglad han er med mig og os, så er det for meget for enhver... Da han vågnede var jeg stadig rystet og sagde at jeg havde haft mararidt... 'om hvad?'...Arhh, 'Om noget' bla bla bla usympatiske mig.

Det har i det hele taget været lidt en skidt dag, synes jeg.